05/12 2012Print

Danmarks nye film- og serietjeneste har premiere

Så er det i dag, YouBio slår dørene op.

Fem år efter åbningen af den første digitale filmudlejnings-tjeneste på kabel-tv går YouSee kl. 10 på markedet med sit landsdækkende tilbud om abonnement på film og tv-serier over internet.

Den officielle danske Oscar-kandidat ’En kongelig affære’, actionfilmen ’Mission Impossible III’ og tv-serier som ’Game of Thrones’ og ’Rita’ er blandt de aktuelle tilbud. Førstnævnte som en premierefilm til leje, de tre øvrige som del af abonnementet på 99 kr. pr måned.

”YouBio skal være for hele Danmark, og det synes jeg, vi er lykkedes med. Vi har et fantastisk stærkt indhold, som ingen af de andre udbydere kan konkurrere med. Det er nyere end det, man finder på almindelige abonnementstjenester og bredere end det, man finder på serieproducenternes egne tjenester,” siger adm. direktør Niels Breining, YouSee.

YouSee samarbejder på indholdssiden med C More, der er en af Skandinaviens største udbydere af film og tv-serier på betalings-tv. C More har rettigheder til tv-serier fra bl.a. den succesrige amerikanske serieproducent HBO og til spillefilm i det såkaldte first-pay vindue, der ligger blot 12 måneder efter biografpremieren.

”YouSee sikrer gennem aftaler med danske og internationale filmselskaber, at vi kan tilbyde alle biograffilm samt et stort udvalg af katalogfilm og –tv-serier. Vi supplerer gennem en aftale med C More, og det giver YouBio en unik kombination, som placerer os midt i markedet, hvor størsteparten af kunderne er,” siger Niels Breining.

YouBio åbner i en beta-version. Dermed tager YouSee forbehold for, at der fortsat sker små tilretninger af tjenestens teknik og funktioner. YouSee forventer snart at kunne fjerne beta-skiltet, så tjenesten kan gå i normal drift.

”Vi er næsten i mål, så selvom der vil være skønhedspletter, er vi så langt, at vi godt tør invitere kunderne indenfor. Men det følger af tjenestens natur, at der løbende vil komme forbedringer, ligesom vi også fortsætter med at fylde meget mere indhold på i de kommende uger,” siger Niels Breining.

 

Fakta om YouBio

  • Abonnement på YouBio koster 99 kr. pr. måned uden bindingsperiode. Abonnement er gratis frem til den 1. februar 2013.

  • Abonnenter har fri adgang til on demand valg af film og tv-serier fra YouSee og C More. Desuden er der fri adgang til fem film- og seriekanaler fra C More. Der henvises til vedlagte dokument, som beskriver nuværende og kommende film og serie-titler i YouBio.

  • YouBio er fra begyndelsen tilgængelig på computer, YouBio Boks og på iPhone og iPad.

  • YouBio Boks koster 495 kr. og kan bestilles på nettet og i TDC Butik. Boksen kan trådløst eller med kabel forbindes til nettet, således at man med fjernbetjening kan hente film i YouBio direkte til fladskærmen.

  • YouSee forventer at udsende en app til Android-enheder senest i løbet af januar.

  • Også senest i januar forventer YouSee at lancere app, der giver adgang til YouBio på udvalgte 2012-modeller af fladskærme fra hhv. LG og Samsung.

  • YouBio distribueres gennem et nyetableret Content Distribution Network på YouSee’s hovedstation i København. Netværket distribuerer indhold med variable bitrater afhængig af modtagerens bredbåndsforbindelse og enhed. Film distribueres i en opløsning på op til 1080p også kaldet Full HD.

 

Du kan læse mere om YouBio her: