20/12 2012Print

Er din hjemmeinstallation beskyttet mod signalerne fra 4G-netværket?

Den 1. januar 2013 bliver det nye 4G-netværk til mobilt bredbånd sat i drift. Det kan få betydning for kvaliteten af dit tv-signal, hvis din hjemmeinstallation ikke er korrekt udført.

Fra den 1. januar 2013 er det blevet besluttet, at det nye 4G-netværk skal tages i brug. 4G-netværket sender på frekvenser, som tidligere kun har været brugt til distribution af kabel-tv. Det nye netværk kan derfor få stor betydning for kvaliteten af dit tv-signal i hjemmet pga. såkaldt indstråling fra de mobilmaster, som placeres rundt om i landet, samt fra dine egne mobilenheder i hjemmet, der benytter 4G-signalet.

Hvad er indstråling?

Indstråling er fremmede radiosignaler, som trænger ind i din kabel-tv-hjemmeinstallation og ødelægger signalet fra YouSee. Forstyrrelserne ses typisk som pixeleringer, eller ved at enkelte kanaler helt mangler og giver sort skræm.

Indstrålingen trænger ind i din hjemmeinstallation via dårlige antennekabler, stikdåser og komponenter, som ikke er tilstrækkelig beskyttede og dermed afskærmede mod indstrålingen. Det vil sige, at hjemmeinstallationen ikke er HF-tæt.

Hvad kan du gøre?

For at undgå indstråling skal du sikre, at din hjemmeinstallation er HF-tæt. Hvis din hjemmeinstallation er HF-tæt, bliver dit tv-signal ikke forstyrret af signalerne fra det nye 4G-netværk eller af andre radiosignaler.

Det kræver kun en enkelt utæthed for, at indstrålingen kan trænge ind og forstyrre tv-signalet i dit hjem.  Derfor anbefaler YouSee, at du benytter en fagmand, hvis du vil lave ændringer i din hjemmeinstallation.

På siden Godt Signal kan du læse mere om, hvad du selv kan gøre for at sikre, at din hjemmeinstallation er sikret mod det nye 4G-netværk.