Se Premier League med tv fra YouSee

Følg dit favorithold fra Premier League på streamingtjenesterne Viaplay Premium og Prime Video. Du kan også se det på TV3+, TV3 Max, See og Viaplay Sport News.

Få sæsonkort til hele Premier League. Med tv fra YouSee.

Nedtællingen til 26/27-sæsonen af Premier League er i fuld gang, og vi glæder os voldsomt til, at bolden snart ruller igen. Og det virker til at blive en helt særlig sæson, vi går i møde. For første gang i en mindre evighed er det Arsenals tur til at forsvare mesterskabet, og de kommer til at stå overfor en række storhold med nye ansigter på trænerbænken.

Som altid kan du se alle rundens hæsblæsende kampe fra Premier League hos os. Med YouSee Play kan du nemlig vælge streamingtjenesterne Viaplay Premium og Prime Video, som tilsammen viser alle opgør fra verdens stærkeste fodboldliga. Du kan også se masser af tv-kampe på TV3+, TV3 Sport, See og Viaplay Sport News.

Værd at vide om Premier League

Premier League er navnet på den bedste engelske fodboldrække. Turneringen blev grundlagt i 1992, efter en række klubber i Football League First Division besluttede sig for at bryde ud af den gamle liga-struktur i den daværende The Football League. I kølvandet på Premier Leagues opståen fulgte store, lukrative tv-aftaler, som gjorde turneringen til en af verdens mest attraktive fodboldligaer, og de mange penge og den store eksponering fik verdensstjerner fra hele kontinentet til at vælge Premier League, som ligaen, hvor man ville spille fodbold.

Det lykkedes omsider for Arsenal og Mikel Arteta at holde fast i førstepladsen helt til målstregen, og den engelske klub kunne fejre sit første mesterskab siden deres legendariske Invincible-sæson i 2003-04. Det så ellers ud til, at de igen-igen ville blive overhalet af Pep Guardiolas Manchester City, som kortvarigt overtog førstepladsen nær sæsonafslutningen. Men de lyseblå fra Manchester var for ustabile, mens Arsenals betondefensiv og kyniske angrebsspil kørte som smurt. Så da 38. spillerunde var overstået var Arsenal hel syv point foran Manchester City og kunne lade jublen bryde løs over et sæt velfortjente guldmedaljer, som de har rakt ud efter så mange gange.

Det er målmaskinen og angrebslegenden Alan Shearer, som er alletiders topscorer i Premier League. Den engelske angriber nåede op på utrolige 260 mål i løbet af 441 kampe, og scorede i løbet af sin karriere også en enkelt mesterskabstitel i 1995, hvor Blackburn Rovers snød alt og alle, og løb med guldet. Shearer blev året efter verdens dyreste spiller, da han blev købt af barndomsklubben Newcastle United. Her fortsatte han sin utrolige målstime, og har i dag gudestatus i Nordøstengland. Shearer stoppede sin karriere i 2006, og scorede sit sidste ligamål mod Newcastles ærkerivaler, Sunderland.

Top 10 målskytter i Premier Leagues historie:

  1. Alan Shearer (Blackburn Rovers, Newcastle United): 260 mål

  2. Harry Kane (Tottenham): 213 mål

  3. Wayne Rooney (Everton, Manchester United): 208 mål

  4. Mohamed Salah (Chelsea, Liverpool): 193 mål

  5. Andy Cole (Newcastle United, Manchester United, Blackburn Rovers, Fulham): 187 mål

  6. Sergio Agüero (Manchester City): 184 mål

  7. Frank Lampard (West Ham, Chelsea, Manchester City): 177 mål

  8. Thierry Henry (Arsenal): 175 mål

  9. Robbie Fowler (Liverpool, Leeds, Manchester City): 163 mål

  10. Jermaine Defoe (West Ham, Tottenham, Portsmouth, Sunderland, Bournemouth): 162 mål



Fodboldspillere koster mere end nogensinde før, og transferrekorderne er blevet smadret over de seneste transfervinduer. I sommerens transfervindue har Liverpool især luftet muldvarpen i et forsøg på at forsvare deres Premier League-titel. Alexander Isak nægtede at spille for sin klub, Newcastle, indtil han fik et klubskifte til Liverpool tvunget igennem for rekordbeløbet på 125 mio. £. Det var anden gang i løbet af sommeren, at Liverpool brugte over 100 mio. £ på en enkelt spiller. Der skulle således 116 mio. £ på bordet, før Leverkusen ville sælge deres tyske supertalent, Florian Wirtz til mesterholdet. De engelske klubber er generelt kendt for at bruge rigtigt mange penge på transfermarkedet, men alligevel er Alexander Isak-handlen 'kun' den tredjedyreste i fodboldhistorien, og et godt stykke fra den vanvidssum, som Paris Saint-Germain betalte for Neymar Jr. i 2017.

De 10 dyreste transfers i Premier League:

  1. Alexander Isak (Newcastle til Liverpool): 125 mio. £

  2. Morgan Rogers (Aston Villa til Chelsea): 117 mio £

  3. Florian Wirtz (Leverkusen til Liverpool): 116 mio. £

  4. Elliot Anderson (Nottingham Forest til Manchester City): 116 mio. £

  5. Moises Caicedo (Brighton til Chelsea): 115 mio. £

  6. Enzo Fernandez (Benfica til Chelsea): 107 mio. £

  7. Declan Rice (West Ham til Arsenal): 105 mio. £

  8. Sandro Tonali (Newcastle til Tottenham): 100 mio. £

  9. Jack Grealish (Aston Villa til Manchester City): 100 mio. £

  10. Romelu Lukaku (Inter til Chelsea): 97,50 mio. £

Der er fortsat masser af danske spillere i denne sæson af Premier League. Der er selvfølgelig også rutinerede Premier League-danskere som Joachim Andersen, Mikkel Damsgaard og Christian Nørgaard, der efterhånden har huseret i England i en del år. Derudover huser nyoprykkede Coventry Victor Torp, som nu skal prøve kræfter med den bedste, engelske række. Og måske bliver det i år angriberen, William Osula for alvor bryder igennem i Newcastle. De har i hvert fald givet ham 10-tallet. Det bliver vanvittigt spændende at følge dem allesammen.

Danskere i Premier League:

Mathias Jensen (Brentford)
Christian Nørgaard (Everton)
Mikkel Damsgaard (Brentford)
Victor Torp (Coventry)
Joachim Andersen (Fulham)
Matt O'Riley (Brighton)
Patrick Dorgu (Manchester United)
William Osula (Newcastle United)

Du kan se eller streame Premier League sæson 2026/2027 og se masser af spændende tv-kampene på kanalerne TV3+TV3 MaxTV3 Sport, See og Viaplay Sport News samt på streamingtjenesterne Viaplay Premium og Prime Video. Det er alle sammen kanaler og streamingtjenester, du har mulighed for at se, når du har YouSee Play. Her kan du vælge de kanaler og streamingtjenester, du skal bruge for at se Premier League. Så behøver du aldrig at gå glip af kampe fra verdens bedste fodboldliga.

Selvom der i tidens løb har været rigtigt mange danskere forbi den øverste række i engelsk fodbold, så er det faktisk kun fire danskere, som kan prale af at have løftet mesterskabspokalen. Og tre af dem er målmænd. Den mest vindende dansker er ikke overraskende den legendariske keeper, Peter Schmeichel. Han var en sikker sidste skanse hos Manchester United og vandt det engelske mesterskab fem gange i perioden fra 1992-1999. Kun to gange i den periode endte guldmedaljerne et andet sted end i Manchester United, og begge gange fik de sølv i stedet.

Den næste dansker på listen passede også buret på Old Trafford, men har ikke helt samme plads i historien som Peter Schmeichel. Anders Lindegaard spillede i Manchester United i perioden 2010-2015 og vandt i to mesterskaber uden dog for alvor at være fast mand.

Den tredje keeper fra Danmark, som har et mesterskab på cv’et, er Kasper Schmeichel. Han spillede en stor rolle, da Leicester helt sensationelt løb med guldet i 2016. Under ledelse af Claudio Raineri og med bl.a. N’Golo Kanté, Riyah Mahrez og enmandshæren Jamie Vardy på toppen, fuldendte Leicester et rendyrket  fodbold-eventyr, da de gik fra seriøse nedrykningskandidater i den ene sæson til pludselig at snuppe mesterskabet i den næste.

Det nyeste medlem af mesterskabsklubben er Christian Nørgaard, som skiftede kaptajnarmbåndet i Brentford ud med en lidt mere perifær rolle i Arsenal. Men det ændrer ikke på, at vi fik endnu en dansker med guldmedalje om halsen, da Arsenal løftede pokalen i foråret 2026.

Pep Guardiola fik i sin tid i engelsk fodbold vist sig at være en regulær rekordmager. Hans Manchester City-hold har rekorden for flest scorede mål i en Premier League-sæson (106 mål), flest sejre på en sæson (32 sejre) og flest vundne kampe på et kalenderår (34 sejre). Derfor er det heller ikke overraskende, at det er Manchester City, som har rekorden for flest point i en sæson. I sæsonen 2017-18 nåede de op på helt vanvittige 100 point. Og de gentog næsten kunststykket sæsonen efter, hvor de også vandt mesterskabet med 98 point på kontoen.

Flest point i en Premier League-sæson:

  1. Manchester City (2017-18): 100 point

  2. Liverpool (2019-20): 99 point

  3. Manchester City (2018-19): 98 point

  4. Liverpool (2018-19): 97 point

  5. Chelsea (2004-05): 95 point

  6. Chelsea (2016-17), Manchester City (2021-22): 93 point

  7. Manchester United (1993-94), Liverpool (2021-22): 92 point

  8. Manchester United (1999-00), Chelsea (2005-06), Manchester City (2023-24): 91 point

  9. Arsenal (2003-04), Manchester United (2008-09): 90 point